Kontrol af modermærker ved dermatoskopi
Modermærkekræft (melanom) er desværre blevet mere og mere almindeligt, men man kan helbredes, hvis man finder melanomet tidligt nok.
Kontrol af kroppens modermærker er et af de områder vi arbejder meget med og til undersøgelsen benyttes en lille kikkert – et dermatoskop. Dette sættes ned på modermærket ovenpå huden, og man ser derved tydeligere de forandringer, der kan være udtryk for hudkræft.
Der anvendes desuden et scoringssystem kaldet ABCD. A står for asymmetri, B border ( kant ), C colours og D different structures. Jo højere man scorer i dette ABCD scoringssystem des højere er risikoen for at der er noget galt. Diagnosen modermærkekræft (malignt melanom) kan imidlertid kun stilles med sikkerhed efter at kirurg eller plastikkirurg har fjernet modermærket med tilstrækkelig fri kant og hudstykket er blevet mikroskoperet af en speciallæge i patologi.
Er mistanken høj henvises du akut til en plastikkirurgisk afdeling der tager imod dig indenfor 1 uges tid. I tilfælde, hvor fundede er borderline – d.v.s. i det grå felt hvor der scores ret højt, men dog ikke ekstremt højt i ABCD – vil modermærket med fordel kunne fjernes af en praktiserende kirurg eller plastikkirurg efter en almindelig ”københavnsk” ventetid på 2-3 uger.
Jeg fjerner dem ikke ,men skriver en henvisning til dig.
Behandling af akne (bumser)
Udvendige midler egner sig kun til de lette udbrud, og der må skelnes mellem, om du mest har betændelser eller hudorme. Til førstnævnte kan opløsning med antibiotika anvendes ( jeg bruger aldrig noget der svier ) , til sidstnævnte kan dampning med efterfølgende udpresning eller A vitaminsyre creme anvendes.
Ved manglende effekt af udvendige midler ( de fleste har prøvet dem førend de kommer hos mig ) behandles hellere med tabletter, enten antibiotika eller isotretinoin. Isotretinoin (Accutin ) gives i ca. 4 måneder, og behandlingen virker varigt hos rigtigt mange. Man må ikke blive gravid under behandlingen og lige efter, og man tørrer ind på læberne, mens man tager tabletterne. Få får mere alvorlige bivirkninger. Det altovervejende flertal bliver glade for den ofte meget overbevisende virkning, der opnås. Isotretinoin kan betegnes som verdens mest effektive akne medicin. Stoffet revolutionerede akne behandlingen tilbage i 90erne og mere end 10 millioner er blevet behandlet med det i Europa og i USA. På nettet findes mange oplysninger om stoffet skrevet af mere eller mindre pålidelige forfattere – man bør sortere klogt, hvis man orienterer sig der.
Behandling af udslæt
Udslæt er en betegnelse der dækker over så forskellige lidelser som infektioner, bivirkninger til medicin, eksemlidelser, psoriasis, nældefeber og meget andet.
Graden af kløe varierer meget. For eksempel klør eksem, mens det sjældent er noget problem ved psoriasis. Nældefeber og fnat ( scabies ) er eksempler på udslæt, der klør meget.
Der findes hududslæt der kan være udtryk for mere alvorlig lidelse indvendigt, men i de fleste tilfælde er udslættet det eneste man fejler. Det kan dog også være slemt nok. Ud over kløe og andre hudsymptomer er hudsygdom kendetegnet ved at have psyko-sociale følger. Det gælder ikke mindst, hvis man har udslæt i ansigtet, på hænderne eller på mere intime områder. Man kan føle sig stigmatiseret eller få skyld for at kunne smitte andre.
De allerfleste udslæt smitter ikke. Rifter og små sår huser dog gerne bakterier, og man kan nogle gange påføre andre dem, men ikke den hudsygdom der ligger til grund for rifterne. På den anden side findes der også udslæt der helt afgjort smitter. Fnat er et eksempel herpå.
I nogle tilfælde kan man forvente helbredelse af sin hudsygdom – enten takket være den medicinske videnskab eller fordi vi selv er indrettet sådan, at en plage nu engang ofte går væk igen på et tidspunkt. I andre tilfælde forsøger man at lindre patientens symptomer mest muligt mens selve hudlidelsen ligger og lurer i baggrunden og ikke er mulig at udrydde. Psoriasis er et eksempel.
Behandling af psoriasis
Mildere former kan oftest behandles alene med virksomme medicinske cremer. Til hårbund kan det være nyttigt at have et alternativ til opløsninger med kortison i, da kroppen optager særligt meget kortison fra denne del af legemet. Jeg kan give dig recept på en salicylsyreholdig creme som man kommer i en forud fugtet hårbund og har i nogle timer før udvaskning. Man kan endvidere have gavn af tjæreholdig shampoo, som kan udskrives på recept. Til mere udbredte former for psoriasis anbefales lysbehandling eller man kan få tabletter ( Methotrexate ). Biologisk behandling med injektioner gives kun på sygehus, men hvis dette bliver nødvendigt henviser jeg dig til dette. Vi henviser også udvalgte patienter til Bispebjerg Hospital med tanke på en vurdering af, om de kan komme med på en behandlingsrejse til Israel.
Behandling af eksem
Der er mange årsager til eksem, herunder mangel på enzymet filagrin i huden, men også udtørring, friktion, sved inde i handsker, kulde, eller vand og sæbe kan fremkalde eksem. Svampe kan give anledning til udslæt i ansigtet, såkaldt seboroisk dermatitis, og dette må behandles med svampemiddel. Endelig kan eksem skyldes allergi ( se afsnittet om allergiudredning ). Behandlingen vil bestå i ordination af cremer, evt. kan gives lysbehandling. Hvis eksemet er forværret eller fremkaldt af dit arbejde vil jeg orientere Arbejdsskadestyrelsen herom, og du vil muligvis være berettiget til en erstatning.
Testning af allergi
Allergitestning for eksem gøres ved hjælp af nogle plastre, der sættes på huden mellem skulderbladene. Disse indeholder de stoffer, der skal testes for, og plastrene tages af efter to døgn. På tredje døgn aflæser jeg reaktionen på huden ( Jeg ser efter om der er fremkommet en eller flere små røde eksempletter ).
Man kan ved hjælp af denne metode, der kaldes lappetestning, afklare om du har allergi for ting, du har hudkontakt med i din hverdag. Testen kan f.eks. indeholde nikkel, parfume, konserveringsmidler og farvestoffer, der findes i så almindelige ting som smykker, lynlåse, deodoranter og fugtighedscreme, gummihandsker, tøj, rengøringsmidler ect. Hvis man har et job eller en hobby, hvor man udsættes for særlige påvirkninger af sin hud benyttes særlige testserier. Vi råder f.eks. over en frisørserie der indeholder stoffer, som både frisør og kunde udsættes for ( for eksempel hårfarvestof og permanent ).
Metoden, der anvendes, bruges af alle danske hudlæger og er anerkendt verden over. Sammensætningen af testerne er foretaget af nogle af verdens dygtigste læger indenfor hudallergi og de tests jeg anvender fremstilles af det svenske firma Chemotechnique Diagnostics, Malmø.
Nogle får eksem af den kosmetik der anvendes, og det kan være fornuftigt at finde ud af, om noget bør undlades. Er der grund til testning af egen kosmetik, vil jeg bede om, at man medbringer op til 8-10 produkter, herunder nat / dagcreme, øjenskygge, mascara, læbestift, renseprodukter og evt. pudder, eller læbepomade/læbestift. Vent med at medbringe det til vi har talt sammen.
Priktest er en gammel og billig metode, der er kendt af de fleste, men den egner sig bedst til undersøgelse af allergi imod pollen, dyrehår, støvmider og skimmel. Nyere teknik (RAST tests eller histamin-release testning) muliggør screening i blot en enkel blodprøve af nøjagtigst det samme samt meget mere. Blodprøven giver således også svar på noget så almindeligt som allergi for nødder, der som bekendt findes i chokolade eller for komælk, soja, hvedemel og fisk. Jeg sender gerne rekvisition til et af byens mange laboratorier og du går derhen en dag, hvor det passer dig – men før kl. 12 og uden at have bestilt tid. De professionelle laboranter kan du have tillid til. De er meget dygtige til at stikke, og det er ikke nyt for dem at håndtere patienter der har nåleangst eller ramme plet i selv en lille åre hos et barn.
Arbejdsskadeerstatning ved håndeksem
Når et håndeksem er forårsaget af eller er blevet forværret af dit arbejde kan det vurderes som en arbejdsskade og du vil kunne være berettiget til at opnå en erstatning og få refusion af udgifter til f.eks. cremer.
Så snart jeg bliver klar over at dit eksem kan være en arbejdsskade vil jeg orientere arbejdsskadestyrelsen herom. Efter ganske kort tid vil du modtage en kvittering fra arbejdsskadestyrelsen og vi vil herefter mødes igen til en fornyet konsultation med henblik på at skrive en attest til arbejdsskadestyrelsen. De spørgsmål jeg vil stille vil minde ret meget om en almindelig konsultation, men jeg vil dog også gå lidt mere ind på hvilke belastninger du har været udsat for på dit arbejde. Det kan f.eks. dreje sig om hyppig håndvask eller brug af latex eller vinylhandsker såvel som f.eks. udsættelser for hyppig kontakt med metaller, f.eks. sakse, der kan indeholde nikkel. Vi vil endvidere udarbejde en lille liste over de ansættelser du har haft igennem tiden.
Jeg vil herefter sende attesten ind til arbejdsskadestyrelsen og efter nogen tid vil du få at vide om du er berettiget til en erstatning eller ej. Det er arbejdskadestyrelsen og alene dem der afgør dette, ikke mig.
Nogle patienter spørger mig fra tid til anden om inddragelse af arbejdsskadestyreslen kan medføre en forringelse af deres erhvervsmæssige muligheder. Det er her vigtigt at anføre, at du godt kan fortsætte dit arbejde selvom du har fået godkendt en arbejdsskade og modtager en erstatning. Endvidere er din arbejdsgiver forsikret imod arbejdsskade, så det er forsikringen og ikke din arbejdsgiver der skal betale din erstatning. Sluttelig har du en fortrydelsesret. Du har nemlig mulighed for så snart du modtager kvitteringen fra arbejdsskadestyrlsen at meddele dem, at du slet ikke ønsker sagen optaget alligevel. Arbejdssskadestyrelsen vil herefter henlægge din sag.
Sundhedspersonale, frisører, tandlægeassistenter og køkkenmedarbejdere er blandt dem der ofte rammes af håndeksem på grund af vådt arbejde og kontakt med diverse kemikalier. Flere andre erhverv er dog også ret hyppigt repræsenteret.
Eksemtestning ( allertgitestning ) vil oftest indgå i udredningen og vil blive tilbudt dig før vi kan skrive en attest til arbejdsskadestyrelsen.
Behandling af rosacea
Rosacea er en tilstand med rødme, svie og knopper i ansigtet. Der behandles med antibiotika i creme eller tabletter og der opnås gerne en god virkning på knopperne. Det er heldigt at knopperne ofte svinder på en meget lav dosis af antibiotika, således at man bedre kan tåle langvarige kure. Bundrødmen generer mange. Er der små tynde blodårer kan jeg eventuelt henvise dig til laserbehandling på Bispebjerg Hospital. Nogle har gavn af Isotretinoin i små doser.
Skæl i hår og hårtab
Skæl i hårbunden er ret almindeligt og de fleste har prøvet en skælshampoo, men uden at blive helt tilfredse. Det kan nogle gange være nødvendigt at skifte til en anden og mere effektiv type, eller der kan være behov for at benytte en særlig vandopløselig salicylsyreholdig creme, der vaskes ud næste morgen. Endvidere kan benyttes væsker med kortison i, men dette kan bare anvendes periodevis og er på recept. En sjælden gang udskriver jeg recept på en tjæreholdig shampoo til patienter med psoriasis. Tjære afgiver lugt, men dog kun forbigående, og foretrækkes derfor ikke af de fleste. Det er vigtigt at få behandlet en skællende hårbund for følgen kan blive udtynding i håret. En sufficient behandling kan i mange tilfælde få hår, der er faldet af på grund af skælsygdom, til at komme tilbage, fordi hårrødderne ikke er gået til grunde.
Alopeci ( pludseligt opståede bare pletter ) har oftest en god prognose, men det fremmer genvæksten med injektion af et corticosteroid kaldet kenalog. Der anvendes hertil en meget smal nål og der lægges små dråber blot to millimeter under huden sv.t. de nøgne pletter. Stikkene er uhyre små. Vil man ikke stikkes, kan man fryse eller smøre udenpå.
Der findes andre former for hårtab, herunder mere diffuse hårtab, hvoraf nogle har en god prognose mens andre bestemt ikke har. Aldersbetinget hårtab har vi ikke nogen behandling til, fordi hårrødderne er gået til grunde.
Behandling af sygdom i negle
Det er vigtigt at gøre sig klart, om der er svamp i neglen. Man tager derfor en lille prøve af den syge negl. Enten klippes der lidt brokker af yderst eller man skraber på overfladen. Prøven sendes ind til Statens Seruminstitut og hvis der findes svamp behandles der med tabletter og/eller lak med svampemiddel i. Der går mindst ½ år førend man kan vurdere resultatet – den normale negl skal have mulighed for at vokse ud. I de fleste tilfælde hjælper det, men der findes negle der er utilgængelige for terapi.
Psoriasis i negle kan behandles ved at man smører salve på neglelejerne, men det må gøres i 3 måneder og fører ikke altid frem. Nogle sprøjter kortison ind i neglelejerne, men det er ikke uden bivirkninger. Har man udbredt psoriasis og får man enten tabletter eller injektioner, så kan denne medicin samtidig virke gunstigt på neglene. Hos nogle svinger intensiteten af neglepsoriasis spontant – i perioder kan disse patienter være næsten fri for lidelsen, men den kan blusse op på ny og stress kan spille ind.
Der findes andre sjældnere lidelser i negle. Ikke alt kan man behandle.
Behandling af hånd og fodvorter
Vorter er mange ting fordi de kan være små og let tilgængelige for behandling eller store og sidde på områder, hvor de har dybere rødder. Frysebehandling kan mærkes mens det sker ( det varer 15-40 sekunder ) og nogen tid bagefter, men vi kan jo gå langsomt frem og lægge ud med en lille dosis først. En anden mulighed, der kan være nyttig til visse fodvorter, er plasterbehandling under anvendelse af ligtornplaster ( jeg giver dig information om metoden ). Når det gælder børn må man altid opveje fordele mod ulemper. Der kan gives frysning, men det er ikke en god ide, hvis barnet derved udvikler en lægeskræk, der kan give vanskeligheder senere hen.
Behandling af vandvorter (molluskler)
Vandvorter ( molluskler ) fjernes bedst hos både børn og voksne med en meget lokaliseret form for frysning. Behandlingen af hver vandvorte varer 6-8 sekunder, og man kan evt. bruge lokalbedøvelse i form af EMLA creme, der påføres forud. Frysebehandlingen bliver herved noget nær smertefri. Mange voksne klarer sig fint uden bedøvelse da frysningen er kortvarig og lokaliseret til selve vorten.
Behandling af pletter
Udtrykket pletter dækker over mange diagnoser og det er hudlægens opgave at skelne imellem disse, evt. at tage hudprøve og sende til mikroskopi, hvis der er mistanke om noget, der kunne være eller kunne udvikles til kræft, hvoraf den almindeligste type er det basocellulære carcinom. I andre tilfælde drejer det sig blot om uskyldige brune pletter, røde prikker eller sådanne vorter, som mange udvikler når man passerer den første ungdom ( seboroiske vorter ). Sidstnævnte er meget almindelige og jeg plejer at fryse dem væk, hvilket er effektivt og blodløst. Det samme gøres med takkerne mange har under arme og ved halsen.
Behandling af klamydia
Klamydia diagnosticeres ved hjælp af en simpel urintest og behandles med tabletter (antibiotika). Man kan have klamydia uden at vide det da symptomer kan være svage. Hos andre kan der være en svie ved vandladningen.
Bemærk også:
Sygesikringen har åbnet mulighed for, at man kan få behandling af kønssygdom uden at have en henvisning. Man kan også bede os om ikke at sende oplysninger til andre læger. Journaloplysningerne forbliver derved i min computer og kommer ikke andre steder hen. Konsultationen foregår selvsagt under fuld diskretion og uden at nogen i venteværelset ved, om man søger for det ene eller det andet. Mænd er alene med lægen, kvinder kan selvsagt anmode om, at der er en kvinde til stede ( sekretæren ).
Behandling af kondylomer (kønsvorter)
Kondylomer ( kønsvorter ) er ofte forsøgt fjernet ved hjælp af pensling når patienten kommer hos os. Jeg benytter frysning, og det lyder måske ubehageligt at blive frosset på så følsomme steder, men frysningen er meget hurtig og lokaliseret og næsten alle bliver forbavset over, hvor let det går. Der kan også anvendes en bedøvende creme(Emla creme). Tal med Henrik Flindt-Hansen om det først, da man ikke må bruge dette i alt for store mængder. Kondylomerne hæver lidt op efter en frysebehandling og herefter visner de i løbet af en uges tid. Selve sygdommens varighed kan imidlertid ikke forudses hos den enkelte. Nogle bliver i orden i løbet af 14 dage, andre har desværre problemer med nye vorter i lang tid.
Bemærk også:
Sygesikringen har åbnet mulighed for, at man kan få behandling af kønssygdom uden at have en henvisning. Man kan også bede os om ikke at sende oplysninger til andre læger. Journaloplysningerne forbliver derved i min computer og kommer ikke andre steder hen. Konsultationen foregår selvsagt under fuld diskretion og uden at nogen i venteværelset ved, om man søger for det ene eller det andet. Mænd er alene med lægen, kvinder kan selvsagt anmode om, at der er en kvinde til stede ( sekretæren ).
Behandling af herpes
Herpes diagnosticeres ved hjælp af en lille podning med en vatpind og der kan behandles med tabletter. Hos nogle vender det tilbage igen og igen og enkelte har behov for langvarig tabletbehandling.
Bemærk også:
Sygesikringen har åbnet mulighed for, at man kan få behandling af kønssygdom uden at have en henvisning. Man kan også bede os om ikke at sende oplysninger til andre læger. Journaloplysningerne forbliver derved i min computer og kommer ikke andre steder hen. Konsultationen foregår selvsagt under fuld diskretion og uden at nogen i venteværelset ved, om man søger for det ene eller det andet. Mænd er alene med lægen, kvinder kan selvsagt anmode om, at der er en kvinde til stede ( sekretæren ).
Undersøgelse af Syfilis og HIV
Syfilis og HIV er heldigvis sjældne i Danmark. Man kan selvsagt blive undersøgt for disse lidelser, og jeg beder dig gå på laboratorium, hvor der tages blodprøve. Vi aftaler forud, hvordan du vil have svaret. Behandling og opfølgning finder sted på sygehus.
Bemærk også:
Sygesikringen har åbnet mulighed for, at man kan få behandling af kønssygdom uden at have en henvisning. Man kan også bede os om ikke at sende oplysninger til andre læger. Journaloplysningerne forbliver derved i min computer og kommer ikke andre steder hen. Konsultationen foregår selvsagt under fuld diskretion og uden at nogen i venteværelset ved, om man søger for det ene eller det andet. Mænd er alene med lægen, kvinder kan selvsagt anmode om, at der er en kvinde til stede ( sekretæren ).
Sjældne sygdomme
Der findes flere hundrede hudlidelser og de fleste er sjældne. Hvis man vil bekræfte en diagnose, kan man tage en lille hudprøve ( en biopsi ) på 2-3 millimeter i diameter efter at have bedøvet det pågældende hudområde med et par dråber bedøvelse af samme type som det tandlægen bruger (Xylocain). Prøven bliver efterfølgende undersøgt ved mikroskopi på et patologisk laboratorium af speciallæge i patologi. Behandlingen vil afhænge af diagnosen.